Kommunikation og terapi i skovens dybe stille ro

Skuespiller, coach, stressbehandler med mere Sanne Saerens har indrettet sig med arbejdsplads og kursuslokale i Annexet i skoven lidt uden for Morud.
Betty Rasmussen bra@fyens.dk

Med udsigt til blomstrende kastanjetræer og en lille skov, der lukker sig om søen for enden af plænen har Sanne Saerens sin arbejdsplads.


Det er her, hun i det nybyggede Annex med store glaspartier, der gavmildt lukker solen ind, tager imod mennesker med stress eller sorg, par, der bøvler med samlivet, topledere, der kommer for at lære at kommunikere bedre med medarbejderne, politifolk, der lærer mindfulness, politikere, der ønsker at blive bedre til at kommunikere med vælgerne, og mange andre, der søger coaching, træning i kommunikation og kropssprog eller terapi.


Og det er her, hun forbereder sig før undervisning og foredrag rundt omkring i landet.
– Målet er, at det kan blive cirka fifty-fifty med forløb her og ude hos kunderne, siger den 45-årige iværksætter, der begyndte som selvstændig erhvervscoach, foredragsholder, underviser og konsulent i 2011 med udgangspunkt i hjemmet lidt uden for Morud, hvor hun også bruger naturen aktivt undervejs i kursusforløb.

 

Kunderne siger ofte, at her falder de helt til ro.

Et nysgerrigt menneske
Når topledere søger hjælp hos Sanne Saerens, skyldes det for eksempel, at de oplever mange konflikter med medarbejderne og har svært ved at få medarbejderne med i den ønskede retning.


– Det første skridt er at erkende, at der er et problem, for de kommer her jo frivilligt. Og det kan være grænseoverskridende for nogle. Det kan også være svært at erkende, at alting tager tid. Vi lever i en utålmodig verden, men der er ikke noget quickfix, siger Sanne Saerens, der er uddannet skuespiller fra Statens Scenekunst Skole i 2000.


For øjeblikket er hun i gang med at uddanne sig til psykoterapeut.
– Jeg bruger hele tiden det, jeg har lært som skuespiller, siger hun, der ikke vil afvise på et tidspunkt at vende tilbage til scenen.
– Lige nu passer det her fint til familielivet. Og jeg er en iværksætterånd og et nysgerrigt menneske. Jeg elsker at følge den menneskelige udvikling, og de tætte relationer, jeg får her, havde jeg jo ikke på scenen.
– Jeg har altid tænkt, gad vide hvad publikum tænker, når de går herfra. Det ville jeg gerne snakke med dem om.

LINK :

http://www.fyens.dk/

nordfyn/Kommunikation-og-terapi-i-skovens-dybe-stille-ro/

artikel/3157050

JANUARY 28, 2019

Previous
Previous

Tal ordenligt! - Med empati